Jeg har lige været på arbejdsrejse i det sydlige Afrika og var så heldig at kunne lægge nogle dages ferie oveni. Så da der var vinket farvel til chefen i Maputos lufthavn, hoppede jeg på det første fly op til Tofo, et strand-paradis lidt oppe ad kysten i magiske Mozambique.
Her tilbragte jeg nogle måneder i 2003-2004 imens jeg prøvede at skrive speciale, så vidt det nu er muligt, når man har det Indiske Ocean lige udenfor, hvor der vrimler med mantaer, hvalhajer og alskens farvestrålende fisk. Det var da jeg kom hjem derfra, at jeg begyndte at træne fridykning på USG-undervandsaktivitetsholdet, for at få motion på samme måde som dykningen og morgen-svømmeturene i det Indiske Ocean… selvom Vesterbro Svømmehal aldrig blev det samme. Så jeg var meget spændt på gensynet!
Der er sket en del på de knap 4 år - turismen er mere udviklet, der er kommet flere penge til området, også til mozambicanerne. Det var godt at se. Men i det store hele lignede folk og stedet sig selv.
Jeg travede rundt på en nostalgi-tur, skulle se hvert et sted jeg kunne huske og tjekke det nye ud. På et af dykkercentrene hang der et opslag for fridykkerkurser. Hey! Det var da Hanli, den halvsvenske havfrue fra Sydafrika, som vi kender fra Nordic Deep-stævnet. En supersød og respekteret fridykker, der også er instruktør og dommer. Hendes kurser i Tofo fandt sted for nogle uger siden, så øv, vi havde lige krydset spor. Men da jeg stak hovedet indenfor i et andet dykkercenter, frøs billedet lige et splitsekund. For der var noget der ikke passede ind, kender I det?
Der stod Hanli, taget ud af fridykker-miljøet og sat ned midt i mit Mozambique nostalgi-trip. Det var for mig to forskellige verdener… men Hanli er godt i gang med at forene dem og sprede fridykningen i Tofo via kurser, som er blevet ret populære blandt både dykkerinstruktører og turister. Selv havde jeg kun bikini med, for planen var jo arbejde, da jeg pakkede kufferten, og i Tofo regnede jeg højst med et par flaskedyk. Jeg havde overhovedet ikke tænkt på fridykning som en mulighed, da jeg rejste alene. Dog havde jeg min Nordic Deep tshirt på, som jeg sjældent bruger. Spooky… Men det lå måske i luften. Jævndøgn var lige op over, der var en cyklon på vej og tidevandet løb løbsk. Så intet var helt normalt alligevel.
Stor gensynsglæde, fridykker-palaver og så til det praktiske: Hvornår kunne vi komme ud og fridykke? Jeg havde allerede booket nogle flaskedyk, men sløjfede dem for at tage på snorkle-safari med Hanli og hendes monofinner 
.
Det viste sig dog at være sværere end som så, på grund af det usædvanlige vejr. Bådturene blev udsat og aflyst, men det lykkedes den anden dag at komme ud og dykke på en bøje og et rev med klovnefisk (husker I Nemo?), dog kun indtil jeg blev ramt af brandmænd (blue bottles) og gik i chok. I forvejen var jeg anspændt over de høje bølger, truende skyer, for meget bly på og dårlig trykudligning. Så de brændende tråde var bare prikken over i’et. Det er et lidt andet miljø end poolen…
Den tredje dag var min sidste i Tofo og vi havde endnu ikke set de store fisk. Men få timer før flyrejsen tog vi ud på en snorkle-safari med 95% chance for at se hvalhajer. Jaja, tænkte jeg efter vi havde spejdet forgæves en halv time, der ligger et vink i det her. Havet hader mig.
Men så kom hvalhajerne endelig glidende, og i løbet af få sekunder havde vi monofinner og masker på og så dykkede vi ved siden af dem lige under overfladen, imens de roligt kiggede på os, slugte plankton og fortsatte på deres vej. Det var nogle fede dynamiske dyk. En gang imellem dykkede de lidt ned på 6-10 meters dybde, men Hanli og jeg fulgte efter for at overtale dem til at komme op igen. Nogle gange lykkedes det
Det var så stort, at jeg næsten ikke tog mig af de brændende tråde, som ramte mig flere steder end dagen før. Der var bare store smil på turen tilbage til stranden og så hurtigt farvel og en løbetur for at nå flyet.
Jeg har desværre ingen vand-billeder, men I kan måske få en idé om det fantastiske ved hvalhajerne og Tofo ved at se denne video: http://www.youtube.com/watch?v=0MOj5CmK-8I
-eva