Sidste år fik Havfruerne et vandtæt lomme-digitalkamera sponsoreret af Olympus (Mju 1030 SW med hus til ekstra dybde) og det er blevet brugt flittigt i hav og pool. Et kamera kan være svært at dele, men Josephine var så flink at sende det med mine forældre på juleferie her i Mozambique, så jeg kunne låne det i vinterhalvåret (sommer her) og skyde nogle fotos og videoer i det Indiske Ocean.
Desværre gik det i baglås første gang det kom i vandet hernede. Jeg skal virkelig ikke kunne sige hvorfor. Hvad gør man så? Efter forgæves at have prøvet at fixe det selv og spurgt lokale uv-folk og fotohandlere om hjælp, havde jeg næsten afskrevet det. Men tog det alligevel forbi Olympus-agenten i Johannesburg, da jeg var på arbejdsrejse der, men uden forventninger overhovedet. Jeg havde kassen, men ingen kvittering, og var temmelig sikker på at produktgarantier ville være nul og niks værd i det sydlige Afrika.
Det er rart at blive positivt overrasket. Ikke nok med at kameraet blev sendt til tjek uden bøvl overhovedet – da agenten hørte, at jeg bor i et andet land og nok først kunne komme igen om nogle måneder, stak han mig lige et brugt tilsvarende kamera med hjem. Hvad siger man så?! Mange, mange tak for god service.
Erstatningskameraet funker indtil videre fint i poolen og jeg glæder mig til at prøve det af ude på revene, når de næste ugers rejser er overstået. Pukkelhvalerne kommer snart forbi igen og mine dykkerkammerater har tidligere set dem amme ude i bugten…
-eva


Lækkert at det gik i orden med garantien og fedt at se nogle billeder fra Mozambique – Lad os endelig få flere af dem.
Kan det passe at der er bedre sigt i havet end i poolen….
Er det havvand?
Det er ikke meget galt med sigtbarheden… Poolen er dog ret fin nu, hvor det er koldere (færre badegæster, bedre rensning). Det er klorvand, men måske fordi det er udendørs, føles det ikke så kloret. Den er 22 grader nu, min smertegrænse i almindelig badedragt er snart nået…
Jeg har desværre ikke været ude med uv-jægerne igen siden sidst. De har travlt med at stable en fiskebutik på benene og jeg har haft andre weekendplaner, når de endelig er taget ud. Men for et par uger siden var jeg ude med en dykkerbåd, lå og fridykkede lidt ned til scubadykkerne, imens de bevægede sig hen over bunden. Jeg havde kameraet med, men kunne ikke andet end at koncentrere mig om dykkene i sig selv, da jeg var dårligt vægtet. Der skal vist noget mere træning til, før jeg kan multitaske i dybden