Archive for the ‘Ernæring’ Category

Så er den her – OPSKRIFTEN

Sunday, February 18th, 2007

Nu vi er ved brevkasse-temaet, så lad mig få det ud af systemet og poste en opskrift, som alle fridykkere bør prøve: Pirouger med spinat og laks.

Det er nemt at have med som madpakke, og jeg spiser det til frokost næsten hver dag genopvarmet, mmm. Fisk får vi jo ikke for meget af, hvis man skal tro Fødevarestyrelsens Minna og Gunnar, og spinat skulle jo være sundt. Nogle siger endda, at spinat ligesom broccoli er ekstra godt for fridykkere. Det er noget med syre/base-balancen i blodet, spørg mig ikke om detaljerne. Men godt skulle det være, det har jeg i hvert fald gået rundt og troet i et år, og mon ikke det i sig selv gør noget godt?

*****

PIROUGER, 9 stk

DEJ

15 g gær
3/4 dl lunkent vand
½ tsk salt
2 spsk olie
2 æg (+ 1 til pensling)
300 g mel (som regel en smule mere)

FYLD

fx
150 g røget laks i strimler
1 pakke (450 g) optøet helbladet spinat, hvor mest mulig vand er klemt fra
1 snittet løg
200 g hytteost
50 g fast ost (fx havarti eller revet ost fra pose)
salt og peber

Saml dejen og ælt den med lidt ekstra mel til den ikke klistrer. Læg dejen
tilbage i skålen og tænd ovnen på 210 grader (alm ovn – jeg ved ikke med
varmluft).

Bland fyldet sammen.

Når fyldet er klar, ruller du dejen ud i en firkant (så vidt muligt) og
opdeler den i 9 mindre firkanter.

Fordel fyldet i trekanter på firkanterne, så du kan folde dejen henover
diagonalen og ende med at have en trekant. Eller drop det æstetiske
indtryk og fold dejen sammen, som det nu passer dig.

De 2-3 sider, hvor dejkanterne mødes, maser du sammen i yderkanten med en
gaffel for at lukke pirougen.

Pensl med æg og bag dem 10-15 min. i ovnen til de er gyldne.

*****

Hvis man vil masse-producere dem, kan man med fordel lave en tredobbelt portion dej (27 stk) og en dobbelt portion fyld, det plejer at passe sammen.

Når man bliver træt af spinat, laks og løg, kan man erstatte dem med broccoli, squash og kyllingestykker stegt i karry. Eller pizza-varianten: tomat, champignon og skinkestrimler med oregano. Skriv gerne hvis I finder på flere gode varianter.

-eva