Havfruerne

De kække klub-kammerater fra USG var netop vendt hjem fra varme Blue Hole i Egypten. Så da de på weekendens tur prøvede at dykke i den noget koldere Kreidesee for første gang, blev søen straks døbt “det grønne hul”. 

Sigtbarheden var so-so, ikke mindst på grund af de mange dykkere, der ligesom os syntes, at det var en fantastisk idé at holde Kristi Himmelfartsferie ved og i søen. Men når man kommer lidt ned i dybden, træder tingene på undervands-legepladsen frem.

Koldt var det, 11-12 grader i overfladen, men solen skinnede og der var sauna i hytten, så vi var glade. Vi var to biler afsted fra USG – Cristina, Josephine, Maria, Eva, Mads, Kasper og Karsten – og nede i Hemmoor mødtes vi med Kurt med familie og Igor fra Holland.

Vi fik et par dyk ude på svæveflyet torsdag eftermiddag til at starte weekenden op på. Fredag var vi ude på platformen og tjekke forholdene inden stævnet næste dag. Vi var nødt til at mærke rebet op igen, finde en ekstra bundplade frem, og prøve os frem med ekstra vægt på rebet til free immersion.

Vores mini-stævne om lørdagen hed af gode grunde “Hemmoor sub-max”, forholdene var nemlig langt fra optimale. For det første var vi alt for få, så alle måtte give en hånd som sikkerhedsdykker eller anden hjælp, uanset om de selv skulle konkurrere. Dommerne råbte tid op og sørgede for, at alle roterede til de rigtige pladser inden hvert dyk. Desuden var det første gang, at vi organiserede et dybde-stævne, så det var en udfordring at huske det hele. Det lykkedes heller ikke – vi sad og rodede så længe med at fæstne velcro-tags med tape og elastikker til bundpladen, at vi glemte at få sat lygten og ekstra vægt på også.

Det gik desværre ud over Marias dyk i free immersion – en konservativ udmelding på 36 meter, som ville have sat ny danmarksrekord. Men da hun måtte ligge og hive for meget i rebet, gik det ud over hendes trykudligning, så dykket glippede. Ellers gik det rimelig godt for de andre, som dykkede konstantvægt med finner og derfor ikke var så afhængige af vægten på rebet. Cristina og Josephine fik godkendt dyk til 25 meter, Mads måtte vende på 36 meter på grund af ørene, Kurt fik 35 meter med hjem og Kasper tog førstepladsen med 46 meter.

Udover de flotte resultater i det kolde, grønne hul, fik vi det ud af stævnet, at Karsten blev udklækket som national dybde-dommer, og Josephine fik et dybde-resultat at blive udtaget til VM på. Velkommen til en ny Havfrue

Resten af weekenden gik med hygge-dyk i undervands-skoven og på lastbilen, solbadning, god mad og øl, sauna og Tarantino-film. En god start på udendørs-sæsonen og folk glæder sig allerede til at komme tilbage til Hemmoor i juni.

-eva

Brrr, Eva og Maria tilbringer 1. maj og Kristi Himmelfart i den forårskolde sø Kreidesee ved Hemmoor i Nordtyskland. Det er årets første udendørsdyk for de fleste af USG’erne, der fylder et hus ved søens bred med et miks af begyndere og øvede fridykkere. Vi får selskab af Kurt fra Århus og russiske Igor til et hurtigt mini-stævne, samt en del tyske fridykkere, så spørgsmålet er blot, om der er øl og karrypølser nok til alle…?

Jeg har lige været på arbejdsrejse i det sydlige Afrika og var så heldig at kunne lægge nogle dages ferie oveni. Så da der var vinket farvel til chefen i Maputos lufthavn, hoppede jeg på det første fly op til Tofo, et strand-paradis lidt oppe ad kysten i magiske Mozambique.

Her tilbragte jeg nogle måneder i 2003-2004 imens jeg prøvede at skrive speciale, så vidt det nu er muligt, når man har det Indiske Ocean lige udenfor, hvor der vrimler med mantaer, hvalhajer og alskens farvestrålende fisk. Det var da jeg kom hjem derfra, at jeg begyndte at træne fridykning på USG-undervandsaktivitetsholdet, for at få motion på samme måde som dykningen og morgen-svømmeturene i det Indiske Ocean… selvom Vesterbro Svømmehal aldrig blev det samme. Så jeg var meget spændt på gensynet!

Der er sket en del på de knap 4 år - turismen er mere udviklet, der er kommet flere penge til området, også til mozambicanerne. Det var godt at se. Men i det store hele lignede folk og stedet sig selv.

Jeg travede rundt på en nostalgi-tur, skulle se hvert et sted jeg kunne huske og tjekke det nye ud. På et af dykkercentrene hang der et opslag for fridykkerkurser. Hey! Det var da Hanli, den halvsvenske havfrue fra Sydafrika, som vi kender fra Nordic Deep-stævnet. En supersød og respekteret fridykker, der også er instruktør og dommer. Hendes kurser i Tofo fandt sted for nogle uger siden, så øv, vi havde lige krydset spor. Men da jeg stak hovedet indenfor i et andet dykkercenter, frøs billedet lige et splitsekund. For der var noget der ikke passede ind, kender I det?

Der stod Hanli, taget ud af fridykker-miljøet og sat ned midt i mit Mozambique nostalgi-trip. Det var for mig to forskellige verdener… men Hanli er godt i gang med at forene dem og sprede fridykningen i Tofo via kurser, som er blevet ret populære blandt både dykkerinstruktører og turister. Selv havde jeg kun bikini med, for planen var jo arbejde, da jeg pakkede kufferten, og i Tofo regnede jeg højst med et par flaskedyk. Jeg havde overhovedet ikke tænkt på fridykning som en mulighed, da jeg rejste alene. Dog havde jeg min Nordic Deep tshirt på, som jeg sjældent bruger. Spooky… Men det lå måske i luften. Jævndøgn var lige op over, der var en cyklon på vej og tidevandet løb løbsk. Så intet var helt normalt alligevel.  

Stor gensynsglæde, fridykker-palaver og så til det praktiske: Hvornår kunne vi komme ud og fridykke? Jeg havde allerede booket nogle flaskedyk, men sløjfede dem for at tage på snorkle-safari med Hanli og hendes monofinner .

Det viste sig dog at være sværere end som så, på grund af det usædvanlige vejr. Bådturene blev udsat og aflyst, men det lykkedes den anden dag at komme ud og dykke på en bøje og et rev med klovnefisk (husker I Nemo?), dog kun indtil jeg blev ramt af brandmænd (blue bottles) og gik i chok. I forvejen var jeg anspændt over de høje bølger, truende skyer, for meget bly på og dårlig trykudligning. Så de brændende tråde var bare prikken over i’et. Det er et lidt andet miljø end poolen… 

Den tredje dag var min sidste i Tofo og vi havde endnu ikke set de store fisk. Men få timer før flyrejsen tog vi ud på en snorkle-safari med 95% chance for at se hvalhajer. Jaja, tænkte jeg efter vi havde spejdet forgæves en halv time, der ligger et vink i det her. Havet hader mig.

Men så kom hvalhajerne endelig glidende, og i løbet af få sekunder havde vi monofinner og masker på og så dykkede vi ved siden af dem lige under overfladen, imens de roligt kiggede på os, slugte plankton og fortsatte på deres vej. Det var nogle fede dynamiske dyk. En gang imellem dykkede de lidt ned på 6-10 meters dybde, men Hanli og jeg fulgte efter for at overtale dem til at komme op igen. Nogle gange lykkedes det

Det var så stort, at jeg næsten ikke tog mig af de brændende tråde, som ramte mig flere steder end dagen før. Der var bare store smil på turen tilbage til stranden og så hurtigt farvel og en løbetur for at nå flyet.

Jeg har desværre ingen vand-billeder, men I kan måske få en idé om det fantastiske ved hvalhajerne og Tofo ved at se denne video: http://www.youtube.com/watch?v=0MOj5CmK-8I

-eva

Marias dyk på bryllupsrejsen i Micronesien ligger nu under Film: Træningsdyk. Der er nogle spændende dyk derude på den japanske stillehavsflåde, som blev sænket i en bugt under 2. verdenskrig.

Læs mere om det i Maria og Mortens artikel i Sportsdykkerens december-udgave.

Her kan I se Sanne i Hemmoor (tak til Kurt for fotos).

Jeg prøver at lægge flere fotos fra Hemmoor op snart, men det kniber lidt med tiden…

-eva