Havfruerne

Sidste år fik Havfruerne et vandtæt lomme-digitalkamera sponsoreret af Olympus (Mju 1030 SW med hus til ekstra dybde) og det er blevet brugt flittigt i hav og pool. Et kamera kan være svært at dele, men Josephine var så flink at sende det med mine forældre på juleferie her i Mozambique, så jeg kunne låne det i vinterhalvåret (sommer her) og skyde nogle fotos og videoer i det Indiske Ocean.

Desværre gik det i baglås første gang det kom i vandet hernede. Jeg skal virkelig ikke kunne sige hvorfor. Hvad gør man så? Efter forgæves at have prøvet at fixe det selv og spurgt lokale uv-folk og fotohandlere om hjælp, havde jeg næsten afskrevet det. Men tog det alligevel forbi Olympus-agenten i Johannesburg, da jeg var på arbejdsrejse der, men uden forventninger overhovedet. Jeg havde kassen, men ingen kvittering, og var temmelig sikker på at produktgarantier ville være nul og niks værd i det sydlige Afrika.

Det er rart at blive positivt overrasket. Ikke nok med at kameraet blev sendt til tjek uden bøvl overhovedet – da agenten hørte, at jeg bor i et andet land og nok først kunne komme igen om nogle måneder, stak han mig lige et brugt tilsvarende kamera med hjem. Hvad siger man så?! Mange, mange tak for god service.

Erstatningskameraet funker indtil videre fint i poolen og jeg glæder mig til at prøve det af ude på revene, når de næste ugers rejser er overstået. Pukkelhvalerne kommer snart forbi igen og mine dykkerkammerater har tidligere set dem amme ude i bugten…

-eva

… blev oprettet på et møde i fredags og består p.t. af Eva (pool-fridykker), Dias (brændende uv-jæger og selvskreven formand) og Emilio (både fridykker og uv-jæger). Emilio er uddannet instruktør fra Umberto Pelizzari’s Apnea Academy i Italien… ikke en kvalifikation, jeg havde forventet at møde i Maputo. Hvor fantastisk er det!?

Jeg er ret lykkelig over at have mødt dem, for jeg trænger til at have trænings-aftaler med nogen, savner klublivet i København. Og så har de begge en båd, og fortæller eventyrligt om uv-jagt og fridykning blandt hajer, hvaler, moræner og barracudaer i farvandet lige ud for byen. De tager på tur igen i weekenden, men uden mig. Jeg skal desværre på land-safari, øv-øv

Klubben er en ny afdeling af sejlklubben Clube Naval, der har den bedste pool i Maputo og okay billige drinks, hvis man er til den slags. Det var den eneste anden uv-jæger, der dukkede op, godt besoffen, og gjorde sig besværlig. Ulempen ved at organisere uv-jægerne i en klub er nemlig, at der så bliver holdt øje med deres tilladelser og fangster, hvilket en del af dem efter sigende vil have et problem med. Men lad os se hvor stor modstanden bliver, når det kommer til stykket…

Dias har lavet et kæmpe for-arbejde med at sætte sig ind i reglerne i de internationale uv-jagt og fridykkerforbund, bl.a. har han oversat AIDAs konkurrence-regler til portugisisk. Det varmer jo mit hjerte.

Planen er nu, at Emilio og jeg starter med at holde et intro-kursus til fridykning, inklusiv en begynder-konkurrence i poolen, i november. I december vil Dias så køre en intro til uv-jagt. Det bliver spændende at se, om vi kan få skabt noget interesse om den nye klub. Spred gerne det glade budskab, hvis I kender nogen, der kommer herned.

-eva

Fed træning i dag. Jeg fik pakket så meget luft ned, at det gjorde ondt i lungerne Det kan virke som en mærkelig ting at glæde sig over (kids, don’t try this at home!), men det viser jo, at jeg endelig har lært at pakke. Jeg lå også højere i vandet end normalt. Så er resten bare tilvænning og rutine.

De sidste par uger har vi trænet serier af statisk blandet med dynamisk. Både traditionelle pingoer (statisk som start på et dynamisk dyk) og også nogle kombi-dyk, hvor vi laver statisk i starten på et dynamisk dyk og stopper op igen cirka midtvejs for at tage lidt statisk inden det sidste stykke. Det er en fænomenal måde at få ro på. De første par gange har jeg travlt med at komme videre, særligt når vi ligger på det dybe, hvor jeg skal trykudligne en del for at komme til bunds. Det kan være svært at slappe af. Men efter et par gange kommer det.

Noget der også hjælper er at se pulsen falde. Josephine havde sit pulsur med igen i dag. Vi var med Peter på langbane i Ishøj i weekenden og der lå jeg i bedste supermand-stil med løftet hoved og armen foran for at se pulsen falde under 50, selvom man er i bevægelse. Syret. Efter træning i dag lavede vi statisk på et par minutter og havde begge fornøjelsen af at se pulsen dykke til 33. Ikke dårligt…

Hvad så Maria, hvordan går det i Blue Hole?

-eva

“Sludder!”, vil de RIGTIGE (= udendørs) fridykkere sige, “sæsonen er ved at begynde.” “Sæson?”, vil de hardcore fridykkere sige, “vi dykker da hele året rundt!”

Men i københavnerklubben USG nærmer vi os slutningen af sæsonen med fast pool-træning. Nu er det lyst, når vi cykler hjem fra træning, og aftenen er kun begyndt. Modsat for få måneder siden, hvor det føltes som natte-træning. Det er gået hurtigt, ikke mindst på grund af rejser, sygdom og arbejde.

I begyndelsen af maj er det slut med tæsk og teknikrettelser tre gange om ugen. Der er kun ganske få træningsgange tilbage med fast træner på kanten, og det er lidt mærkeligt. Vi fortsætter dog med at mødes om sommeren til træning i offentlig åbningstid, men disciplinen og indsatsen er ikke helt den samme. Så vi må hellere vride det bedste ud af det, der er tilbage, og give træningen en sidste skalle!

-eva

I aftes hoppede københavner-havfruerne på et andet holds træning, nemlig dem der har (sen) adgang til Øbrohallens dybe 25 meter bassin. Med 5 meter i den dybe ende er der god mulighed for at træne trykudligning af ørene, og det var vores første træningspas med fokus på dybde i år. Maria skal til dybde-stævnet Bizzy Blue Hole i Egypten om fjorten dage, så det er godt at få varmet ørene op inden da.

Vi startede med et par almindelige dyk på “fuld tank” og blæste derefter mere og mere luft ud inden hvert dyk for at simulere, hvordan det er i dybden, når lungerne bliver presset mere og mere sammen af trykket. Maria gik hurtigt og rutineret over til negative dyk på næsten tomme lunger, som giver hende en oplevelse af 50-60 meters dybde, hvorimod jeg tog det mere roligt.

På mit dybde-niveau er det en lille sejr, hver gang jeg kan nå ned på 5 meter med hovedet først, uden at ørene piver. Langsomt, langsomt. Jeg arbejdede på at slappe af i maven og trykudligne kun ved hjælp af Frenzel-metoden, hvor halsen er lukket og tungen fungerer som et stempel, der presser luften fra mundhulen ud i ørene.

Det er rigtig godt for mig at øve trykudligning i et trygt pool-miljø, for udenfor i åbent vand bliver jeg nemmere anspændt, og så pumper mavemusklerne afsted på Valsalva-maner uden tanke på teknik… og med Valsalva når man ikke længere end ca. 30 meter, som er min max-dybde. Så jeg kan lige så godt se at få en bedre teknik på plads, få den kodet ind på rygraden, så kroppen husker det, når jeg igen kommer ud i åbent vand.

Med Mozambique frisk i hukommelsen og klubkammeraternes snak om deres rejse til det varme Blue Hole i april, må udendørs-sæsonen godt begynde snart :-)

-eva