Heldigvis blev den annoncerede pool på 33 meter med skrånende vægge og grumset saltvand droppet til fordel for en meget bedre pool med ferskvand (uden klor!!) på 50 meter – eller næsten. For poolen var reelt kun ca.49,7 meter, så man skulle huske lige at vende, hvis man gik efter 50 meter.
Konkurrencen løb af stabelen allerede dagen efter statisk konkurrencen, og der var også her kun sat en enkelt dag af til disciplinen. I praksis kom det til at betyde at nogle atleter allerede skulle i vandet omkring kl. 8, for at vi kunne nå at afvikle konkurrencen inden det blev mørkt ved fem-tiden. De 40 tidligste atleter skulle med den første bus, der gik fra hotellet til poolen kl. 6.15…!! Britt og jeg havde begge meldt relativt lavt, men vores official top tider lå først omkring kvart over ni og halv ti. Desværre skulle vi alligevel med den første bus. Så selvom informationsmødet samme aften først sluttede kl. 23.30, måtte vi sætte uret til kl. 6 og fik derfor kun 5½-6 timers søvn natten før den sidste disciplin – ikke just de betingelser, man forventer ved et VM.
Da vi næste morgen ankom til poolen var det blæsende og koldt, vi var trætte og der var tre timer til vi skulle i vandet. Så vi lå på to liggestole viklet ind i t-shirts, sweatsshirts, bukser samt håndklæder og frøs alligevel en hel del mere end det burde være muligt at fryse i Egypten. Det hjalp dog lidt, når man kravlede ned i sin monofintaske, og det lykkedes os faktisk at sove en smule.
Cirka halvdelen af atleterne valgte at svømme med en 3mm dragt, da vandet var så meget koldere (18 grader) end normal svømmehals-temperatur (26-28 grader). Det var et valg mellem at fryse eller at få vandmodstand fra dragten. Da vi havde tænkt os at svømme uden dragt, turde vi ikke varme op i vand af frygt for at blive afkølede. Derfor måtte vi nøjes med lidt håndbold-opvarmning og yoga på kanten af bassinet. Ved selve dykket ventede vi med at hoppe i til umiddelbart før de sidste dybe vejrtrækninger – og så afsted. Det var en væsentligt anderledes oplevelse at dykke i VM poolen i forhold til svømmehallerne herhjemme. De første tyve meter trængte kulden sig virkelig på, men så glemte man det lidt igen. Kulden blev afløst af mælkesyren, der allerede satte ind på den første 50 meter. Derfor var vi nødt til hele tiden at tænke over teknikken, for ikke automatisk at komme til kun at bruge benene – som man normalt først gør på de sidste meter i et dyk.
Resultaterne var dog fine, og vi var alle tilfredse. Jeg lagde ud med et sikkert dyk (ikke nogen danselektioner denne gang) på 112 meter – præcis min personlige rekord. Britt tangerede også sin personlige rekord og hentede sine point sikkert hjem med et dyk på 71 meter.
Eva var den kvinde, der havde meldt højest og skulle derfor starte blandt de sidste. Hun leverede en sikker og overbevisende præstation med 126 meter hvilket sikrede os en 12. plads. Desværre havde min samba dagen forinden kostet os ca. 50 point, som ellers havde placeret os på 9. pladsen. Æv!
Til sidst var det selvfølgelig fedt at se herrerne dykke guldet hjem. De valgte alle tre at levere meget konservative præstationer for ikke at sætte 1. pladsen over styr. Og så var de uden slinger i valsen verdensmestre – Danish Dynamite!!! Der var ikke et øje tørt, og selv Stigs lille missekat måtte en tur i baljen af ren og skær kådhed.
Alt i alt endte konkurrencen med at forløbe meget bedre, end vi havde turdet håbe på, da det hed sig at poolen kun var 33 meter lang og fyldt med 18 grader kold saltvandssuppe.
) / Maria
I starten af september afholdes der verdensmesterskaberne i fridykning.
Schokoeva!
